Prikkerunden

Og her mener jeg ikke gækkebreve…

Sad og tænkte tilbage igår…for nogle år siden var jeg så “heldig” at deltage i det der kaldes en prikkerunde. Når jeg skriver heldig er det ment som ja sarkasme men også som en oplevelse i rygsækken som giver erfarings-barometret et skud op ad.

Jeg var vendt tilbage til en tidligere arbejdsplads efter at have været utro med konkurrenten 🙂 Velvidende at den stilling jeg var kommet tilbage i var en af de udsatte poster…

Der var “tit” fyringer i firmaet og jeg var undsluppet hver gang.

Men denne gang var det anderledes. En iskold prikkerunde lagde de op til. Først blev vi alle sammen samlet i aulaen for at få af vide hvor mange der skulle fyres.

Så fik vi af vide at vi skulle gå ud og sætte os på vores pladser og blive siddende. Og vente på om der kom en og prikkede os på skulderen!!???

Når der var én der blev prikket på skulderen skulle de rejse sig op og følge med hele vejen igennem firmaet med åbne, kontor landskaber, så alle kunne se hvem det var, ned til det møde lokale længst væk.

Jo vist er det smart at mødelokalet ligger væk fra kontorene meeen at skulle gå hele vejen forbi alle er en kende ydmygende.

Nå men så kom turen til mig…et prik på skulderen og “The walk of shame” gennem firmaet med alles øjne rettet mod mig.

Det var det klammeste jeg nogensinde har oplevet (næsten) ydmygelsen og øjnene der fulgte én ned mod lokalet.

Da jeg kom ind sad mine to chefer der…hvorfor det var mig…tja…bad luck ;-)…men jeg blev ikke fyret men derimod tilbudt en anden stilling i firmaet til samme løn…Meeeeen stadig turen tilbage til mit skrivebord var næsten værre end turen derned…mine kolleger stod klar til at tage imod…de vidste bare ikke helt hvordan…og hvis der er noget der kan få mig til at tude er det andre folks omsorg overfor mig 😉

Hvordan skulle man ellers gøre det???

Tjaaa…på den gode gamle diskrete måde…hvor hele firmaet ikke behøver at blive involveret i hver enkelt fyring!

Følelsen af at sidde og vente på et prik eller ikke prik var forfærdelig.

Ja ud over fyringen (eller omflytningen) som jeg aldrig havde prøvet før så var det måden det blev gjort på…og det der chokerede mig mest var at man stadig kan finde på at gøre det på den måde i det oplyste human ressource orienterede samfund vi lever i??!

Men jeg overlevede og laver idag noget helt andet! Thank God!